Video : Tipsbladet
Superliga

Lyngby må undvære profil resten af sæsonen

Lyngby Boldklub må undvære Magnus Jensen resten af Superliga-sæsonen. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Lyngby Boldklub står atter i en intens kappestrid i bunden af Superligaen. 

Med seks kampe tilbage i Kvalifikationsspillet er der blot to point til stregen, og taber man til Vejle på fredag, så ryger 'De Kongeblå' under. 

Og i dag, onsdag, er der kommet en dyster melding fra Lyngby-lejren forud for den kommende nedrykningskamp. 

David Nielsens mandskab må nemlig undvære Magnus Jensen resten af sæsonen.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside. 

Den brølstærke stopper kom til skade i søndagens kamp mod Viborg og måtte gå fra banen - og han kommer altså ikke tilbage på grønsværen lige foreløbig.

- Det er helt utrolig irriterende timing, at skaden lige netop skulle komme nu,  men det er som det er, og arbejdet frem mod at blive klar igen starter med det samme. Jeg er ked af, at jeg ikke kan hjælpe holdet i den resterende del af sæsonen, men jeg er samtidig sikker på, at drengene klarer den uden mig, siger Magnus Jensen til Lyngby Boldklubs hjemmeside.

Magnus Jensen kom til Lyngby i sommer fra AC Horsens. 

Han har sidenhen spillet 27 kampe i den kongeblå trøje.