Video : Tipsbladet
Superliga

Det klinger hult når Superliga-klubber brokker sig

Skal Superliga-klubberne betale for mållinje-teknologi? Det spørgsmål svarer Fanklubben på i dag.

Var bolden over stregen, da Lukas Lerager afsluttede og troede, at han scorede mod FC Midtjylland i søndags, eller var den ikke?

Spørgsmålet har vi endnu ikke fået svar på, da der ikke har været vinkler, der endegyldigt beviser det ene eller det andet.

Superligaen betaler nemlig ikke for målteknologi, og dermed står dommerteamets vurdering ved magt: Bolden blev ikke vurderet til at være over stregen, selv om Lukas Lerager allerede var i gang med at fejre scoringen.

Men ville det fremadrettet give mening at have målteknologi i Superligaen?

Det nemme svar er ja, men man skal holde sig for øje, at det koster. Og ifølge Tipsbladets oplysninger er det omkring 25 millioner kroner, som Superligaen samlet må punge ud med for at etablere mållinjeteknologi.

Så hvad siger Fanklubben til det hele?


Man køber jo heller ikke pommes uden dyppelse.

Peter Birch
Viborg FF-fan

- Teknologi og fodbold er grundlæggende to ord, som i min optik ikke hører hjemme i samme ordbog. Jeg er stor modstander af VAR og hele den strømning. der har været i både dansk og international fodbold de senere år, hvor der har været en konstant higen efter at løse alle problemer og efterlade intet ubelyst. Der er en evig søgen efter ‘den absolutte sandhed’, hvor alt skal måles, vejes og drejes. Det forplumrer og udvisker sportens skønhed.

- Når det så er sagt, så jeg også pragmatisk nok til at erkende, at man desværre må følge med tiden, og jeg har erkendt, at vi nok ikke slipper af med VAR og andre kvantificerende tiltag. I det lys synes jeg, det er helt barokt, at vi ikke har mållinjeteknologi, når vi nu har teknologiens kronjuvel VAR. Man køber jo heller ikke pommes uden dyppelse.

- Det værste ved den teknologisk inkonsekvens er, at alle de smarte tiltag ender med at stille flere spørgsmål, end de finder svar. Da Viborg missede de historiske bronzemedaljer i Farum i sidste sæson, scorede Jakob Bonde måske/måske-ikke et helt sæsondefinerende mål.

- Bolden blev dømt ude af VAR - fair nok. Men det lod sig så høre på bagkant, at der ikke var ligeså mange VAR-kameraer i Farum, som der eksempelvis var til andre kampe, hvorfor man ikke kunne finde en god nok vinkel. Havde man kunnet se det, hvis der havde været ligeså mange kameraer i Aarhus?

- Jeg ved det ikke, men jeg savner, at der er fuldstændig lige vilkår og forudsætninger når det gælder teknologiske landvinger og andre fodboldødelæggende tiltag.


Lad os da i stedet bruge pengene på investere i den danske dommerstand - det er på tide!

Tobias Lawaetz
FC København-fan

- Lad mig starte med at sige: Lukas Lerager burde have scoret på returbolden, i stedet for at brokke sig over, at den tilsyneladende havde været inde.

- Det var nemlig helt umuligt at se, og selvfølgelig ville det da være fedt med mållinjeteknologi i Superligaen til at gøre op med det.

- Men det understreger først og fremmest, at vi har et seriøst dommerproblem i Superligaen, og det ville i mine øjne være beskæmmende, hvis Superliga-klubberne skulle bruge omkring en million årligt på mållinjeteknologi, mens vi stadig har dommere rendende på urimelige vilkår.

- Lad os da i stedet bruge pengene på investere i den danske dommerstand - det er på tide!


Jeg tænker, om man ikke kunne sætte flere kameraer op omkring målet. F.eks. ved mållinjerne, der forbedrer vinklerne, og gør det nemmere for VAR-vognen. Eller er det helt ude i skoven?

Benjamin Nielsen
Vejle Boldklub-fan

- Man forstår godt klubberne, at de ikke vil betale, hvad der svarer til en god spiller om året for det. Men i sidste ende vil jeg da være enormt bitter, hvis vi missede point som følge af sådan en situation betød nedrykning. Det kan det egentlig også.

- Selv havde vi en lignende situation i seneste hjemmekamp mod OB, hvor jeg fra tribunepladsen var sikker på, den var inde, men som ikke kunne siges med sikkerhed fra nogle kameravinkler.

- Og OB havde en situation i AGF, hvor et billede fra en tilskuer viser, at der nok burde være mål. Men det er ens for alle hold, kan man sige.

- Jeg tænker, om man ikke kunne sætte flere kameraer op omkring målet. F.eks. ved mållinjerne, der forbedrer vinklerne, og gør det nemmere for VAR-vognen. Eller er det helt ude i skoven?


I stedet for at brokke sig over manglen på mållinjeteknologi, kunne den kære Lerager blot have sparket restposten ind i stedet for at gestikulere ud til linjedommeren.

Rasmus Bille Dam
Lyngby Boldklub-fan

- Nej, det synes jeg ikke vi skal have. Der er så få situationer i løbet af en sæson, hvor det kan diskuteres.

- Situationen med Lerager i weekenden er vel første gang i sæsonen, at det overhovedet er en diskussion, og der er indtil videre spillet 150 kampe i sæsonen.

- Indførelsen af mållinjeteknologi vil blot gøre uligheden i dansk fodbold større, da det er en stor udgift for de mindre klubber, som i forvejen skal vende hver en øre for at kunne konkurrere med de store klubber.

- I stedet for at brokke sig over manglen på mållinjeteknologi, kunne den kære Lerager blot have sparket restposten ind i stedet for at gestikulere ud til linjedommeren. Det tror jeg umiddelbart er den nemmeste løsning på problemet.


Jeg synes godt, man kan overveje noget mållinjeteknologi eller kamera ved baglinjerne. Men 1.5 millioner pr. klub pr. sæson synes jeg lyder dyrt.

Rasmus Thomsen
AGF-fan

- Jeg synes godt, man kan overveje noget mållinjeteknologi eller kamera ved baglinjerne. Men 1.5 millioner pr. klub pr. sæson synes jeg lyder dyrt.

- Tidligere på foråret var der også en episode i Aarhus mellem AGF og OB, hvor man med fordel kunne have haft en form for mållinjeteknologi.

- Her havde Frederik Tingager (måske) bolden i kassen, men p.g.a. dårlige kameravinkler kunne den ikke ses ordentligt igennem efterfølgende.

- Jeg er dog i tvivl, om det i virkeligheden ikke kan løses og dække det behov, der er i Superligaen, ved f.eks. at stille et kamera på hver baglinje. Det er i hvert fald et bud på en billigere løsning end decideret mållinjeteknologi.


Nøj, de billeder bliver grynet bare de zoomer fem meter ind. Ikke godt nok i min verden!

Charlie Friborg Petersen
Hvidovre IF-fan

- Du skriver det så godt selv - nemlig at det er så nemt at svare ja, og den optimale løsning ville da være, at vi havde et Premier League-setup, men alting koster jo.

- Det er ingen hemmelighed, at VAR ikke er populært i Hvidovre - så mange fejldomme alligevel, selvom der er ekstra øjne på situationerne.

- Jeg er virkelig delt her. I min verden er det fuld setup eller ingenting, men det, jeg synes vi i den grad mangler inden målkameraer, er ens setup til alle kampene - samme antal kameraer - og så trænger de i den grad også til et løft på kvaliteten.

- Nøj, de billeder bliver grynet bare de zoomer fem meter ind. Ikke godt nok i min verden!


I hvert fald klinger det lidt hult, når klubberne brokker sig. De har selv valgt at bruge pengene på noget andet.

Morten Svan
Brøndby IF-fan

- Jeg synes generelt, at vi bruger for få penge på dommere og hjælp til dommerne. Mållinjeteknologi er kun en del af det.

- Vi valgte mig bekendt også en lidt billigere VAR-model, og fuldtidsprofessionelle dommere er heller ikke en fast del af Superligaen. Det er selvfølgelig for at gøre udgiften mindre for de små klubber.

- Men helt ærligt - pengene har sjældent været større, og TV-pengene kunne man jo fordele anderledes, så de blev brugt på f.eks. mållinjeteknologi, fuldtidsdommere osv.

- Dommerne er trods alt en ret essentiel del af at kunne spille fodbold. Lad os nu give dem de bedste forudsætninger for at dømme godt. Også selvom det koster lidt mere.

- I hvert fald klinger det lidt hult, når klubberne brokker sig. De har selv valgt at bruge pengene på noget andet.


Jeg synes faktisk at det er amatøragtigt, når man kan se, at det fungerer i andre ligaer, at man så ikke har det herhjemme.

Kasper Henriksen
FC Nordsjælland-fan

- Jeg synes, at det er soleklart, at vi skal have mållinjeteknologi i Superligaen.

- Det giver ingen mening at have VAR, hvis man ikke også har mållinjeteknologi.

- Jeg synes faktisk at det er amatøragtigt, når man kan se, at det fungerer i andre ligaer, at man så ikke har det herhjemme.

- Desuden synes jeg, at VAR bruges helt forkert, men det er en anden snak.