Video : Tipsbladet
Superliga

Overrasket Brøndby-chef: Nu forklarer Sandi Putros

Sandi Putros giver her en forklaring på, hvorfor han blev kaldt ud til VAR-skærmen ved FC Midtjyllands underkendte scoring.

En tur ud til VAR-skærmen skabte undren på Brøndby Stadion søndag aften.

Ved FC Midtjyllands underkendte 1-1-scoring var kampens dommer Sandi Putros ude ved VAR-skærmen, idet Dario Osorio var offside, inden han pillede bolden fra Marko Divkovic.

Det er langt fra normal kotyme, at en dommer skal ud til skærmen ved en offside-kendelse, og Brøndby-træner Jesper Sørensen undrede sig efter kampen også over, hvorfor Putros skulle en tur derud.

- Jeg troede, han skulle ud at tjekke, om der var frispark, hvilket jeg iøvrigt synes, at der var. Jeg synes, der var klart frispark, men jeg er ikke bekendt med, at man skal ud at tjekke for offside, fortæller Brøndby-træneren til Tipsbladet og resten af den skrevne presse efter kampen.

Men det var fuldstændig efter bogen, at Sandi Putros skulle til skærmen. Det fortæller dommeren i et skriftligt svar til Tipsbladet.

- I forbindelse med annulleringen af FCM scoringen blev en offside konstateret og efterfølgende vist på TV. Da der er tale om en offside-situation for at genere, som ikke er faktuelt, så skal dommeren på banen, jf. VAR-protokollen, altid kaldes til et review. Det skyldes, at dommeren selv skal foretage skønnet på strafbarheden, fortæller Sandi Putros til Tipsbladet.

Målet endte som bekendt med at blive underkendt, og situationen kan ses i klippet øverst i artiklen.

Dommer Sandi Putros blev efter kampen også kritiseret af Thomas Thomasberg for at stå i vejen for André Rømer i forbindelse med Yuito Suzukis flotte mål til 2-0. 

- Jeg synes, det var en virkelig flot screening af Putros. Jeg kan konstatere, at Rømer ikke kunne komme hen til bolden så hurtigt, som han gerne ville, fortalte Thomasberg efter kampen. 

Til Tipsbladet forklarer Sandi Putros, at han havde svært ved at læse, hvor Rømer ville løbe hen. 

- En pludselig og uventet bold endte tæt på Rømer og jeg. Jeg havde svært ved at aflæse Rømers retning før til sidst, hvor han løb venstre om ryggen på mig. Heldigvis var der ingen kontakt. Selvom positionering indgår som et vigtigt element i vores forberedelse til kampene, så er det en præmis vi lever under i kampens hede, at vi sommetider beklageligvis kommer i vejen for spillet, fortæller Sandi Putros. 

Brøndby trak sig trods et massivt FCM-tryk sejrsrigt ud af opgøret med cifrene 2-1. Med seks spillerunder igen topper Brøndby Superligaen med tre point ned til FC Midtjylland som den nærmeste konkurrent.