Video : Tipsbladet
Superliga

- Vi har intet at beskytte og passe på

Første duel i slutspillet mellem Brøndby IF og FC Midtjylland venter søndag i en afgørende kamp om guldet.

Et topbrag i Superligaen er søndag på menuen, når Brøndby IF og FC Midtjylland tørner sammen på et udsolgt Brøndby Stadion.

Side om side med samme pointhøst kæmper de to tophold om det danske mesterskab. Trækker man sig sejrrigt ud af kampen, er man alene i spidsen af ligaen, og den betydning er ikke til at tage fejl af.

- Begge hold ved godt, hvor meget der er på spil, men vi har ikke noget i hænderne endnu. Vi skal ud at jagte noget, og længere er den ikke, siger Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen.

- Vi har ikke så meget, vi skal beskytte og passe på. Vi skal tværtimod ud at jagte for at opnå noget.

De to indbyrdes kampe mellem mandskaberne i ligaens grundspil resulterede i to 1-0-sejre til Brøndby. Det er en fornemmelse, der kan give Brøndby yderligere tro på tingene før søndagens brag.

- Vi kan selvfølgelig bruge det til noget, at vi har gode oplevelser fra kampene mod FCM. Vi er klar, og vi ved godt, hvordan vi skal spille kampen, siger Jesper Sørensen.

- FCM er gode, men vi har en god fornemmelse af, at det er en modstander, vi godt kan gøre noget ved.

De blågule har smidt en føring i slutfasen i de to seneste uafgjorte kampe mod Silkeborg og AGF i det intense mesterskabsspil.

Trods pointtabene bevarer holdets midtbanespiller Daniel Wass benene på jorden, hvilket har været nøglen bag Brøndby-holdets aktuelle plads i toppen af Superligaen, fastslår han.

- Vi føler os ikke presset over noget. Vi tager det stille og roligt, som vi har gjort i hele sæsonen. Vi er ret afslappede omkring tingene, og sådan skal det også være, forklarer Daniel Wass.

- Vi vil komme med det samme udtryk, som vi altid vil. Det bliver en fed topkamp både for os, FCM og alle fodboldfans i Danmark.

Både Brøndby og Midtjylland har 52 point i toppen af ligaen før mødet søndag aften klokken 18. Fra de to mandskaber er der seks point ned til både FC København og FC Nordsjælland.

/ritzau/