Video : Tipsbladet
Superliga

Silkeborg opjusterer forventninger med millioner

Silkeborg IF forventer at få et overskud på mellem 12 og 20 millioner kroner for regnskabsåret 2024.

Silkeborg IF Invest A/S, selskabet bag superligaklubben fra samme by, har opjusteret sine forventninger til regnskabsåret 2024.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Forventningerne til året er steget med fem millioner kroner, så de nu ligger i intervallet fra 12 til 20 millioner kroners overskud før skat.

- Den forretningsmæssige udvikling i selskabets fodboldsegment udvikler sig bedre end forventet, lyder indledningen på pressemeddelelsen.

Silkeborg nåede med i det attraktive mesterskabsspil, hvor klubben dog ligger klart sidst efter de første fire runder.

Klubben fik en forrygende start på sæsonen, men har nu ikke vundet i Superligaen i de seneste ti kampe.

Bedre går det i pokalturneringen, hvor holdet har spillet sig i finalen ved at slå FC Fredericia over to kampe i semifinalerne.

I finalen 9. maj venter AGF i Parken.

/ritzau/