Video : Tipsbladet
Generelle

Hjulmand og Superligaen kan ikke leve med Møller

KOMMENTAR: Jesper Møller er en belastning for dansk fodbold, og både topklubberne og landstræner Kasper Hjulmand bør for spillets skyld kræve DBU-formandens opsigelse, nu hvor Møller og bestyrelsen ikke er deres ansvar voksent.

Dansk fodbold er igen blevet et absurd teater, hvor der er en verden til forskel på det, man siger, og det man gør.

Fredag stillede formand Jesper Møller sig op foran DBU's bestyrelse, hvorefter der blev holdt et improviseret pressemøde, og igen-igen nægtede DBU-bossen at svare på, om han havde stemt ja eller nej til at lukke Ruslands U/17-landshold ind i UEFA-turneringer igen.

Den tamme undskyldning er en tavshedspligt, der åbenbart ikke gælder de tyske kolleger eller Møllers svenske ven og allierede Karl-Erik Nilsson. Det er ikke det eneste sted, hvor der er forskellige versioner af begivenhederne på det UEFA-møde på Cypern tirsdag i sidste uge.

Vi kunne forstå, at DBU-formanden støttede princippet om at lade russiske 'børn', som Ruslands største professionelle teenagetalenter fra klubber som kæmpeklubber som Zenit og CSKA Moskva ifølge Møller, UEFA og Kreml-styrede russiske nyhedsbureauer skal omtales, spille med i UEFA-turneringer, fordi det angiveligt krænker deres rettigheder i FN's børnekonvention ikke at spille landsholdsfodbold.

At FN's børnekonvention ikke omtaler elitefodbold men derimod børns overlevelse og ret til ikke at blive kidnappet, hvilket russisk fodbolds chef i Kreml har voldsomt svært ved at leve op til i regimets blodige angrebskrig i Ukraine, kom DBU-bossen ikke ind på.

Den pressede DBU-formand slog klogelig bak på, at danske hold kan møde russiske, og at det så kan kræve, at danske ungdomslandshold ikke stiller op til turneringer, fordi Rusland er med, udstiller jo, hvor uholdbar Møllers støtte til UEFA's Kreml- og Putin-venlige kurs er.

DBU's bestyrelse kunne fredag have bedt formanden om at trække sig. Det samme kunne kulturministeren og regeringen efter et ekstremt uværdigt forløb, der igen har vist, at principperne i DBU og hos Jesper Møller kun rækker til det punkt, hvor de andre i UEFA kan blive sure.

Præcis det samme skete i forbindelse med VM i Qatar, hvor DBU og ligesindede forbund blev rykket rundt af Gianni Infantino, FIFA og Qatar i anførerbind-tragedien.

Men der er åbenbart ikke nogen, der tør rokke ved status quo, med den risiko at man også selv kan miste privilegier eller gøre de internationale idrætsorganisationer sure, så man ikke kan hive diverse sportsbegivenheder til Danmark.

Læs også chefredaktør Allan Olsens opfordring til, at Jesper Møller trækker sig

Så hellere købe en utroværdig bortforklaring og lade dansk fodbolds ellers gode navn og rygte blive misbrugt til at hjælpe den PR-mission, alle kan se Rusland bedriver gennem Aleksandar Ceferin og ligesindede i UEFA, ligesom Rusland er ved at få listet russiske udøvere tilbage til OL i Paris om ni måneder.

Jesper Møller taler nok en gang om en skærpelse af sanktionerne mod Rusland, men der er absolut ingen uden for DBU, UEFA og andre europæisk fodboldforbund, der tolker U/17-holdenes retur sådan: Selvfølgelig er det en forløber til, at de russiske klubber og landsholdet snart skal spille med i Champions League og VM-kvalifikationen.

Dem, der faktisk betaler, er selvfølgelig dem med mindst at sige her: Klubberne og spillerne.

Jesper Møllers udredninger og forklaringer er dybt forvirrende og selvmodsigende, men det lader altså til, at danske hold skal trækkes fra situationer, hvor de kan møde russiske hold.

Men hvorfor i alverden så støtte UEFA's forslag i første omgang, Jesper Møller? Hvorfor er det nødvendigt både at spille russernes og Ceferins melodi, og så lade russisk fodbolds retur gå ud over danske hold, spillere og trænere?

Dette selvforskyldte rod minder ikke så lidt om miséren i Qatar, hvor den politiske ballade udløst af Jesper Møllers fravær og slingrekurs i hvert fald ikke var noget, der styrkede landsholdet inde på banen i 3x90 miserable minutter ved et VM, man aldrig burde have spillet.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvis landstræner Kasper Hjulmand, fodbolddirektør Peter Møller for ikke at nævne de danske klubber, der i sidste ende også kan blive ramt af formand Møllers Putin-venlige kurs i en europæisk klubturnering, kan leve med det her.

Den bizarre afvigelse fra Danmarks boykot af det russiske regime er ikke deres ansvar, men når formanden igen får lov at fortsætte, hvor han i de fleste andre velfungerende organisationer var blevet bedt om at sige op, er det deres sure, utaknemmelige pligt at sige fra.

Dansk fodbold har fortjent bedre og lider under den dårlige ledelse. I Sverige røg Møllers UEFA-kollega Karl-Erik Nilsson fredag eftermiddag i nøjagtig samme sag, og i Norge har vi set, at fornyelse er muligt med den bramfri, modige Lise Klaveness, der ikke er bange for at tale magten i UEFA og FIFA lige imod.

Korthuset er klar til at vælte, og dansk fodbold fortjener simpelthen bedre, end alt det Jesper Møller igen og igen ikke formår at levere.